BEHIND THE SMILE – EVERYDAY IS A LIVING HELL

I må undskylde de altid (lidt) negative indlæg på min blog, men som sagt er denne blog et frirum for mig hvor jeg kan skrive mine tanker ned. Dette indlæg vil handle om den smerte  jeg går igennem lige nu, og en lille beskrivelse af hvad der sker med mig. 

Når jeg hører ordet livet, så går der en masse tanker igennem mit hoved – så mange tanker jeg ikke kan rumme. Jeg er fra natur et menneske der tænker virkelig meget over ting, jeg er følsom, jeg er naiv, jeg er ung, jeg er dum, jeg har en masse drømme, og jeg er teenager. Mine forældre sagde altid da jeg var mindre: “Nyd det du har nu, for en dag er det forbi”, og jeg har altid ignoreret det. Jeg har altid troet at jeg har haft det hårdt, men at være 16 år gammel og forvirret er noget af det mærkeligste og fremmede jeg nogle sinde har oplevet. I  tidligere indlæg har jeg skrevet om min angst, og ja jeg ved godt det kan blive for meget, men jeg er nødt til at komme ud med det på en eller anden måde. Jeg føler mig presset, jeg føler mig bange, men ikke mindst føler jeg mig fremmede i min egen krop.

Hver dag er et levende helvede – sådan har det i hvertfald føltes de sidste 2 uger, og i mindre grad de sidste 2 måneder. Alt og alle gør mig bange, er jeg ved at blive sindsyg? Sådan føles det i hvertfald. Jeg tror det skyldes at jeg tænker for meget over livet. Jeg er bange for det ukendte, jeg er bange for fremtiden, jeg er enda bange for min fortid. 16 år gammel – det lyder ikke som meget. Jeg ved ikke hvad min angst skyldes, og jeg ved ikke hvorfor jeg har det sådan. Det, ikke at have nogle svar er det værste. Har jeg angst? Er jeg sindsyg? Lever jeg overhovedet? Det er sådan nogle mærkelige tanker der dukker op i mit hoved, og det føles som om at jeg er alene om det (selvom jeg ikke er).

Åh – det hjælper så meget at skrive om sine følelser, jeg kunne blive ved. Mit liv er så enormt godt lige nu. Jeg skal snart ud og rejse “alene” for første gang, jeg er ude af min skole, jeg skal starte på gymnasiet, jeg skal have nye udfordringer, og jeg skal ud i det ukendte. Jeg er så enormt taknemlig for det jeg har. Jeg er enda begyndt og bede til gud (har aldrig rigtig været troende, men jeg får enormt meget tryghed og håb ved at bede). Alt føles så uvirkeligt. Er det virkelig bare fordi jeg er teenager? er det virkelig det det er?

Jeg har altid været glad for psykologi, og det er et af de emner der interesserer mig mest. Men jo mere jeg kigger ind på mig selv, og jo mere jeg tænker på det bliver jeg bange. Jeg er bange for enhver lille ting.

Tak bloggen! Er der nogle der har det på samme måde? Er der nogle med angst der har det sådan? Hav en rigtig god dag, og husk at nyde det du har lige nu.