BAG FACADEN – DET AT VÆRE UNG

Klap over fingrene altså! I må viiirkelig undskylde mit fravær fra bloggen det sidste stykke tid. Jeg ved slet ikke hvor jeg skal starte. Det har været en lang og hård “rejse” for mig. Det er bestemt ikke nemt at være ung, og det kan jeg især mærke. Det bliver et mere personligt og længere indlæg det her, for jeg har så meget jeg skal ud med. Jeg har skrevet nogle indlæg tidligere med hvad der er sket osv, med de der anfald jeg fik under min eksamen. Lad mig sige det sådan, at jeg føler mig en smule håbløs. De anfald har forfulgt mig i den sidste månedstid, og jeg har kort sagt været totalt asocial og “invalid”. Jeg har ikke kunne gå ud i byen, være sammen med mine venner, har heller ikke kunne være i skole eller noget som helst. Har opholdt mig hjemme det sidste stykke tid, for at undgå situationer hvor jeg fik det dårligt. Har haft noget ubehag i maven som har påvirket mig rigtig meget. Jeg troede i starten jeg bare havde eksamensangst eller en eller anden form for præsentationsangst, hvilket jeg også tror jeg har. Og nej! – jeg diagnosticerer ikke mig selv med, at jeg har angst eller noget, for nogle folk meget følsomme på punkt, men jeg kender mig selv ud og ind, og jeg ved når det er noget der gnaver i mig.

 Mit liv har været overraskende fantastisk et stykke tid, uden småproblemer eller noget. Jeg er ligesom bare inde i en fase hvor man tænker meget over tingene (og man bliver vel overvældet), ens fremtid, og alle de ting man skal til at opleve. Jeg har sidste skoledag næste uge, jeg skal snart forlade de mennesker jeg har haft det så godt med i alle de 10 år (4 år på min nuværende skole), jeg skal snart ud og rejse med min bedsteveninde og hendes familie, helt alene. Altså uden mine forældre. Jeg starter snart på gymnasie, og alt går bare så hurtigt. Alt har ligesom ramt mig så hurtigt som et lyn, og jeg har pludselig opdaget at jeg skal ud af min tryghedszone – altså no mercy! Jeg er 16 år gammel nu, og jeg er på vej ud i de voksnes rækker. Jeg tror vel bare jeg er blevet skræmt af min fremtid. Det hedder ikke længere: om 3 år, eller 1 år, det hedder nu om en uge, om 2 måneder, altså. Jeg vil vædde med at mange unge har det sådan, og selvom man ved at det er “naturligt” at have det sådan, så føler man sig en smule skræmt endnu.

Jeg har altid været følsom, og har altid været en person der tænker meget over tingene, men alt er blevet så klart nu. Vi børn skal snart ud i den store verden og klare de fleste af tingene selv, der er snart så meget ansvar der lægger på vores skuldre, og vi vil hele tiden være ansvarlige for vores handlinger og alt det vi gerne vil opnå. Jeg ved ærligt talt ikke hvad det er jeg er så bange for? Jeg er glad for alt det støtte jeg får fra alle sider, for jeg ved at jeg bliver holdt af, folk er der for mig når jeg har brug for det og stadigvæk er vi “alene”. Ej puha, jeg skulle lige ud med alle de her tanker! Er der andre der har det sådan?