IM NOT A GIRL NOT YET A WOMAN

Dette bliver nok mit hidtil mest personlige indlæg jeg har skrevet. Indlægget går ud til unge mennesker, og jer læsere selvfølgelig. Jeg sad for et par timer siden og lyttede til Britney Spears gamle sang: “I’m not a girl, not yet a woman” og der susede så mange tanker og minder igennem mit hovede. Teenage årene er som reelt de hårdeste følelsesmæssige tider man har i sit liv, og sin ungdom. Min fortid har langt fra været nem, og jeg ved det er svært for rigtig mange. Jeg leder ikke efter opmærksomhed, eller prøver at stemple mig selv som speciel eller udsat på nogen måde, jeg vil blot fortælle jer lidt om mit liv. Jeg vil ikke gå helt ned i detaljer, men vil prøve at gøre mit bedste så i får et indtryk af hvem jeg egentlig er, og hvad min historie er.

 jeg har haft den bedste barndom, de bedste forældre og alt har virkelig været helt fantastisk. Jeg har aldrig manglet noget, materielt eller kærlighed. Jeg vil selv mene at jeg var enormt moden af min alder da jeg kom op på de 11-12 år. Jeg var høj, og kort sagt så jeg ældre ud end min egentlige alder. Jeg startede med at ryge som 11 årig – kun for at være sej (fuck jeg er ærlig) jeg begyndte så småt at drikke da jeg var 12 år gammel, og jeg gjorde alt for at virke voksen.. Jeg har oplevet en del ting i en alt for tidlig alder. Nej jeg er ikke blevet voldtaget eller banket, slet ikke noget i den stil. Som sagt vil jeg ikke gå ned i detaljer, men har været udsat for enormt følelsesmæssigt pres, og jeg ved der er en masse unge der gør det samme. Jeg har slet ikke haft øjnene op for hvor gammel jeg egentlig har været på det tidspunkt. Mine forældre vidste ingenting, der hjemme var jeg den søde og uskyldige Ida, og udenfor hjemmet var jeg virkelig en helt anden person. Når jeg ser tilbage kan jeg heller ikke se hvad fanden der gik galt oppe i mit hovede. Jeg ville ikke være barn, jeg ville være voksen, tage mine egne beslutninger og opleve alt det de voksne oplevede. Jeg var sådan set okay i skolen, og fulgte med, men isolerede mig fuldstændig fra de andre børn der var børn. Nu har jeg heller ikke været helt umulig eller fuldstændig fuck’ed up, men voksen ville jeg være.

Nu er jeg 16 år gammel, gik ud af skolen med skide gode karaktere, mine forældre er skide stolte, jeg har (forhåbentlig) en sikker fremtid, ikke ude på ballade, og er kun ude i de trygge omgivelser. Jeg ser tilbage på min fortid, og hold kæft hvor er jeg ked af at jeg ikke bare har nydt min barndom. Hvorfor i alverden ville jeg vokse op? Det er jo helt forfærdeligt ikke at kunne gå tilbage. Hvor vil jeg gerne gå tilbage i tiden, sidde og nyde mine forældres selskab, tryghed og bare være barn igen. Jeg har udviklet mig så enormt meget de seneste par år, og jeg fortryder intet, alt har været det værd. Men hvor vil jeg dog ønske at jeg bare havde nydt min barndom mens den var der.

Hvis nogle unge mennesker der sidder og læser med der ude, så har jeg et virkelig godt råd til jer: Nyd din barndom mens du har den, du skal nok blive voksen en dag, lad være med at skynd dig i livet, pas på dig selv, fremtiden og de større ansvar skal nok komme.